Det mener Plantebranchen om

Forarbejdede plantebaserede produkter

At fremme et skift i retning af en mere plantebaseret kost er centralt for at kunne imødekomme nuværende og kommende udfordringer for de europæiske fødevaresystemer. Plantebranchen mener, at alle plantebaserede fødevarer spiller en vigtig rolle i udviklingen. Plantebaserede fødevarer favner en bred vifte af produkter fra bælgfrugter, nødder og grøntsager til forarbejdede produkter, som tilbyder plantebaserede alternativer til animalske fødevarer. Udbredte eksempler på sidstnævnte er plantedrik, plantekød o.lign. Sådan produkter er nødvendige for at imødekomme de forbrugere, som bestræber sig på at forbruge mere bæredygtigt og plantebaseret – men som fortsat ønsker en velkendt spiseoplevelse.

Den plantebaserede fødevareindustri har potentiale til at drive omstillingen på europæisk plan ved fortsat produktion af miljøvenlige, næringsrige og innovative produkter. 

Forarbejdningsprocesser såsom berigelse tillader udviklingen af produkter med en mere komplet profil af fordelagtige næringsstoffer. Som eksempel er plantedrikke ofte beriget med vitamin D, vitamin B12 og calcium for at opnå en adækvat næringsprofil. På nuværende tidspunkt hæmmes udviklingen af lovgivningsmæssige rammer, som de facto stiller plantebaserede produkter dårligere end animalske produkter. 

Regulatoriske barrierer af særlig relevans omfatter også fordelingen af offentlige midler til promovering af fødevarer, hvor plantebaserede produkter for nærværende bliver forfordelt, samt økologicertificeringen, som for nærværende ikke omfatter berigede plantebaserede produkter.

Vi oplever en stigende efterspørgsel på plantebaserede fødevarer. I forlængelse heraf oplever vi, at plantebaserede analoger til kød og mejeri støtter forbrugeren i at følge en mere plantebaseret kost.

Derfor skal vi skabe de bedste forudsætninger for, at forbrugeren understøttes i omstillingen mod et grønnere fødevareforbrug. Plantebranchen arbejder for, at forarbejdede plantebaserede fødevarer, som lever op til givne kvalitetsstandarder, har deres berettigelse som del af et bæredygtigt fødevaresystem.

Senest opdateret 02.08.22

Vil du vide mere?

Er du nysgerrig efter at vide, hvad Plantebranchen mener om andre aktuelle emner? Ræk ud til sekretariatet og få svar!