Design uden navn 2
|

Nyt medlem af plantebaseret brancheforening: Dyrenes Beskyttelse støtter op om den grønne dagsorden

Dyrenes Beskyttelse bliver medlem af Danmarks brancheforening for plantebaserede fødevarer, Plantebranchen. 

God dyrevelfærd er en naturlig del af et bæredygtigt fødevaresystem med en klar sammenhæng mellem dyrevelfærd, biodiversitet og klima. Medlemskabet åbner op for muligheder mellem Plantebranchen og Dyrenes Beskyttelse – samt i høj grad også Dyrenes Beskyttelse og de øvrige medlemmer af brancheforeningen.

”Vi står midt i en dyrevelfærds-, klima- og biodiversitetskrise. Dyrenes Beskyttelses ambition med et medlemskab af Plantebranchen er at bidrage yderligere til udviklingen af et mere grønt og bæredygtigt fødevareforbrug i Danmark”, udtaler Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse. 

Frederik Madsen, sekretariatschef i Plantebranchen, udtaler: “Vi ser det som en stor anerkendelse af vores arbejde, at Dyrenes Beskyttelse går med om bord som fagmedlem hos Plantebranchen. Det er et stærkt samarbejde, som vi glæder os til at dykke ned i.”

Dyrenes Beskyttelse og Plantebranchen har i længere tid haft et godt samarbejde, navnlig i forbindelse med ”Fra Foder til Føde”, som er en visionsrapport for dansk landbrug og fødevareforbrug.

Kontaktinformation:

Plantebranchen, Frederik Madsen, sekretariatschef, +45 40 43 02 50

Dyrenes Beskyttelse Britta Riis, Direktør, +45 33 28 70 00

Faktaboks:

  • Dyrenes Beskyttelse blev stiftet i 1875 og er med over 68.000 medlemmer og 2000 frivillige den ældste og største dyreværnsorganisation i Danmark. 
  • Plantebranchen blev stiftet i 2019 og er Europas største brancheforening for plantebaserede fødevarer. Hele værdikæden er repræsenteret i de +90 medlemmer.
  • Plantebranchen arbejder med markedsudvikling, politisk indflydelse og fællesskab på tværs af branchen. 
  • Plantebranchen tilbyder tre slags medlemskaber – Dyrenes Beskyttelse er et fagmedlem hos Plantebranchen.

Du er måske også interesseret i