04 scaled

Mød Tempty Foods: Fødevareinnovation, fremtiden og fart på

Med nye tiltag for kokke og foodservice, masser af bæredygtige ambitioner og en hel masse produktudvikling baseret på alternativ protein findes Tempty Foods. Tre studerende mødte hinanden til et fødevareinnovationskursus på DTU tilbage i 2021 and the rest is history!

Stella og Freya fra sekretariatet er taget til Lyngby for at mødes med Ana og Martina fra Tempty Foods. De er nemlig månedens medlemsportræt i Plantebranchen.

Tempty Foods er et danskproduceret clean-label produkt, TEMPTY, som er baseret på mycoprotein (et protein fra fungi, også kendt som svampe). TEMPTY er et nyt produkt, som fokuserer på smag og næring i stedet for imitation af kød.

Produktet er ret så alsidigt, og du kan både stege og bage det eller smide det i frituren. Det kan derfra bruges som proteinkilden i måltider som sandwich, curry eller tacos. Vi har selv haft fornøjelsen af at smage det på diverse fødevaremesser, og det kan vi altså godt stå inde for!

Desværre kan du ikke gå til din lokale brugs og købe det (endnu) – så meget vidste vi dog på forhånd, så vi har været spændte på at høre nærmere om Tempty Foods’ strategi. Hvad skal der ske? Hvad er på tegnebrættet?

Ana fortæller, da vi møder hende, at det helt store fokus lige nu er B2B-salg – business to business. 

Tempty Foods i stor skala

Tempty Foods har  landet en aftale med Hørkram og er derfor at finde i deres sortiment. For nu er fokus ikke på forbrugeren, men i stedet  catering og kantiner. De vil nemlig gerne bidrage til den grønne omstilling i storkøkkener og ramme dér, hvor der serveres umanerligt mange måltider dagligt. Derfor har de også outsourced deres produktion, så den kan fungere i stor skala, dvs. andre står for produktionen end Tempty Foods selv.

Udover at gøre sig i masser af outreach i form af messedeltagelse og virksomhedsbesøg,  lancerer Tempty Foods snart et helt nyt koncept for kokke, som Plantebranchen endnu ikke før har set en virksomhed stå for på denne måde.

Konceptet  skal  blive til et slags netværk; et program, hvor de kan engagere B2B-salget og relationen i et community og opfordre kokke, som er interesseret i agendaen, til at arbejde med Tempty Foods’ produkter. Launch af dette chef-program forventes at se dagens lys i slutningen af april, og i Plantebranchens  sekretariatet er vi spændte på at høre om konceptets erfaringer!

Tempty Foods og kokkene kan lære af hinanden. Kokkene får rig mulighed for at få fingrene i dejen og afprøve produkter, serveringer og hele menuer. Derudover kan de connecte direkte med en producent, som både Tempty Foods og storkøkkenerne kan have glæde af i form af feedback. Kokkene kan blive introduceret til best practice i en række workshops, og Tempty Foods kan samle empiri og kortlægge deres kunders udfordringer og efterspørgsler.

Tempty Foods vil gerne gøre rejsen mod de grønnere måltider til noget, som man kan nyde. At det ikke skal føles som et tab at skære ned på sit kødforbrug. Derfor skal Tempty Foods også være et multipurpose-produkt, som både taler til den kreative kok, der gerne vil eksperimentere i køkkenet, men samtidig også til den type af kok, som har brug for noget effektivt og nemt, fordi tempoet er højt.

We focus on convenience but with the ability
to be creative and to customize

Ana Pejic, arbejder med prototyping, TEMPTY FOODS

I arbejdet med produktet ligger en stor videnskabelig indsats – LCA (livscyklusanalyse) er noget som optager teamet hos Tempty Foods meget, og det er vigtigt for dem at kunne optimere på CO2 hotspots. Dette er et aktuelt projekt og er noget, som altid vil fylde hos dem; at være så videnskabelige som muligt i deres tilgang til virksomhedens og produktets væren.

Hvad er næste punkt på to-do-listen?

Tempty Foods har masser af bolde i luften – og vi glæder os til at følge med i Anas ,Martinas og Cecilies eventyr. Netværk og salgseksponering ligger særligt på dagsordenen lige nu ifølge Ana og Martina, og så skal kokkekonceptet skydes i luften senere på foråret.

Tak til Ana og Martina fra Tempty Foods, vi glæder os til at følge med i jeres gøren og væren!

Mød også Oatly

Mød også MyDietPal

Vil du også have besøg af sekretariatet og blive månedens medlem? Vi kan tage udgangspunkt i en bestemt vinkel eller blot et generelt visit, det vil kun være en absolut fornøjelse for os at komme forbi. Tag fat på medlemschef Stella på stella@plantebranchen.dk og hør mere!

Du er måske også interesseret i